Det var bare en badeferie, sagde faren. Så begyndte fire års mareridt i Somalia

Nogen havde sladret til ham om nederdelen. Hvem, husker hun ikke længere. Selvom den sorte denimnederdel gik 12-årige Rumeya til knæene, syntes hendes far stadig, at den var for kort. For øjnene af hende rev han den i to store stykker og forsøgte at brænde den med en lighter. Han spyttede hende i ansigtet og skældte hende ud. Rumeya havde købt nederdelen på sin første lejrskole, der gik til Aarhus i maj i 2017. Hun havde aldrig før fået lov til at overnatte på sådanne ture, fordi hendes far var bekymret for, at drenge og piger skulle sove sammen. Hun havde længe drømt om at ligne de ældre, danske piger. Dem, der gik i shorts, korte nederdele og kjoler. Nu havde hun endelig chancen, og hun købte nederdelen og gik med den under hele turen. Formålet var også, at hun gerne ville imponere en dreng, hun var lun på. Førhen havde hun altid været nødt til at dække sit hår til med tørklæde, og hendes krop var skjult af en lang kjole i syntetisk stof. Det var varmt, og selvom hendes hud blev irriteret af det syntetiske stof, skulle hun have det på for sine forældre. Hun skulle være en god muslim, mente de. Den nye nederdel var endnu et oprør i en lang og sej kamp mod hendes forældre. »Jeg ville gerne føle mig mere dansk og blive accepteret af dem i min klasse. Jeg ville bare gerne føle mig som mig selv. Føle mig fri,« siger Rumeya, der i dag er 20 år. Første gang hun møder Berlingske er hun iført et sæt lavtaljede jeans og en kort top, der viser hendes mave. Hendes sorte, krusede hår er slået ud, og store guldøreringe glimter foran. Hendes kæbe spænder indimellem op, men hun prøver at smile nervøsiteten væk. Det er første gang, hun taler med pressen om sin historie. Af hensyn til hendes sikkerhed og sagens alvor har Berlingske valgt ikke at oplyse hendes rigtige navn. I stedet bruger vi det fiktive navn »Rumeya«. Mindre end to måneder efter lejrskolen sad hun på et fly på vej mod Kenya. Her var hun i fire og et halvt år fanget på en genopdragelsesrejse, hvor hun både blev omskåret, tvangsgift og solgt til voldtægt på et marked af sin far. I 2023 blev Rumeyas far idømt ti års fængsel for at have været skyld i, at hun og hendes bror blev udsat for omfattende vold og frihedsberøvelse, og hvad angår Rumeya også voldtægt og tvangsægteskab. Det er på baggrund af samtaler med Rumeya samt et omfattende materiale fra retssagen mod hendes far, at Berlingske kan fortælle hendes historie. Et stadig skjult fænomen Der er ikke nogen, der præcist ved, hvor mange der bliver sendt på genopdragelsesrejser ligesom Rumeya. I 2024 modtog myndighederne 52 henvendelser om genopdragelsesrejser og ufrivillige udlandsophold, hvor personen har befundet sig i udlandet. Det viser tal fra Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter (MÆRK). Der har i alt været 282 henvendelser, siden registreringen begyndte 1. april 2018. Men både eksperter og myndigheder vurderer, at der er et væsentligt mørketal, som vi aldrig hører om. Når muslimske unge bliver sendt på genopdragelsesrejser, sker det for piger oftest, fordi de har vendt sig for meget mod danske og vestlige værdier. For drenge handler det oftere om, at de er endt i kriminalitet eller misbrug. En trussel om tvangsfjernelse er også en hyppig årsag til at sende børnene ud af Danmark. Særligt forældre med somalisk baggrund – ligesom Rumeyas – sender børn på genopdragelsesrejse. Det fremgår af en ny rapport fra Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme. Måtte ikke have danske venner Rumeya er vokset op i Vollsmose hos sin mor. Hendes far kom og gik. De talte somalisk derhjemme, og Rumeya er den ældste i søskendeflokken på seks. Det var et muslimsk hjem, hvor hun gik i koranskole og bar tørklæde. Det var forbudt at have danske venner og deltage i børnefødselsdage. Når faren indimellem kom på besøg i weekenden, skulle børnene vise, hvad de havde lært i koranskolen. Rumeyas søster skulle læse Koranen, indtil hun begik en fejl, og så blev faren vred og slog hende med et bælte, fremgår det af farens dom. Da Rumeya som 11-årig i efteråret 2016 kom i konflikt med sin mor, flyttede hun hjem til sin far. Han var meget fraværende, og hun oplevede for første gang mere frihed. Noget nyt var begyndt at spire i dette skoleår. Hun begyndte at stille flere spørgsmål til sit muslimske liv. Hun farvede sit sorte hår blond på badeværelset uden at sige det til nogen, og hun smed sit tørklæde. »Jeg følte mig ikke som mig selv, når jeg havde tørklæde på. Jeg følte mig forkert, fordi jeg ikke lignede de andre,« siger Rumeya i dag. I skolen havde hun også fået en ny lærer, som hun delte sine tanker med. Hun fortalte hende, at hun gerne ville flytte til Norge med en dreng, som hun var lun på, for at leve frit væk fra sit muslimske ophav. Blev mobbet for ikke at være muslimsk nok Rumeyas far havde dog også opdaget, at hun var på vej væk fra islam. For at sætte en stopper for det, mødte han ud af det blå op på Rumeyas skole og meldte hende ud i marts 2017. Hun skulle starte på en muslimsk friskole, lod han skolen forstå. Skoleskiftet kom på trods af, at Rumeya gik på en specialskole, hvor hun fik særlig støtte til sine sproglige udfordringer og indlæringsvanskeligheder. Det kom bag på skolen, der var bekymret for, om hun kunne lære det, hun skulle, i den nye skole. Lærerne så hende som glad og energifyldt og »den sejeste pige«, fremgår det af retsdokumenter. Skolen havde set, at tidligere elever blev flyttet til en muslimsk friskole, fordi de udviste »for vestlig adfærd«. På den muslimske friskole gik det hurtigt galt. Hun skilte sig ud ved ikke at ville gå med tørklæde og satte spørgsmålstegn ved at være muslim. Det førte til, at hun blev mobbet og udstillet på sociale medier, og der gik rygter om, at hun havde talt dårligt om profeten Muhammed, fortæller Rumeya. Hendes klassekammeraters forældre ringede også hjem til hendes far og fortalte, at hun ikke var rettroende. Hun nåede kun at gå der en måned, før hun blev smidt ud. Hun havde været i slagsmål med en anden elev, der mobbede hende, fortæller hun: »Det gjorde kun min far endnu mere rasende. Han var ligeglad med mig, men ville bare have, at jeg blev en god muslim.« Hun kom tilbage til specialskolen og til sin yndlingslærer i slutningen af april og nåede at komme med på den føromtalte lejrskole. »Jeg tænkte bare, at jeg bliver ved med at stå imod, indtil han giver op. Jeg ville ikke blive styret igen,« siger Rumeya i dag. Jo mere de taler om dig, jo farligere bliver det Telefonopkaldene til Rumeyas far fra de andre somaliere illustrerer en vigtig pointe, mener dansk-somaliske Sihaam Mohamoud, der også selv har været på en genopdragelsesrejse. Hun stod frem og fortalte om sin genopdagelserejse i februar 2025 i Berlingske. Da Sihaam Mohamoud selv kunne lide at gå i »drengetøj«, blev hendes mor »kimet ned« med opkald fra somalisk familie og venner, der havde set otteårige Sihaam i bukser og T-shirt. »Jo mere der snakkes om børnene i det somaliske miljø, jo større sandsynlighed er der for, at man sender dem tilbage på genopdragelse,« siger hun i dag. Det er Sihaam Mohamouds oplevelse, at genopdragelsesrejser sker hyppigt i det somaliske miljø. Og i langt højere grad end de 52 henvendelser, der blev registreret i 2024. Hendes egen mor, fætter og kusine har alle været på genopdragelsesrejse til Somalia. Siden hun stod frem med sin historie i februar, har hun fået fem-otte beskeder fra unge, som enten selv har været afsted, eller har en nær relation, der har det. Selvom hun også kender til genopdragelsesrejser til Irak og Pakistan, så er genopdragelsesrejser en integreret del af den somaliske kultur, forklarer Sihaam Mohamoud. Der er sågar et ord for det på somalisk: »Dhaqan celis«. Det oversættes ifølge Sihaam Mohamoud bedst til »tilbagevenden til kultur« på dansk. »Det beviser, at det er en del af vores kultur, at der er et begreb for det,« siger hun. En mistanke begyndte at ulme En morgen efter lejrskolen sad Rumeya alene i garderoben uden for sit klasselokale og var ked af det. »Jeg ville ikke være inde i klassen, og der var nobody for mig. Men så kom hun ud,« siger Rumeya i dag. Det var hendes yndlingslærer, der gik ud til hende. Hun var både sød og betænksom på en måde, Rumeya ikke havde oplevet før. »Hun var en moderfigur for mig i en periode, hvor jeg virkelig havde brug for en mor,« siger hun i dag. Klemt mellem jakker og børnesko fortalte Rumeya for første gang en person uden for familien, hvad hendes far planlagde derhjemme. Han var begyndt at tale om en ferie og familiebesøg i Kenya. De skulle rejse, så snart skoleåret var omme. Selvom hendes far forsikrede hende om, at de ville komme tilbage til Danmark, knugede noget i Rumeya. Hun havde hørt om piger fra for eksempel Syrien og Irak, der blev sendt på genopdragelsesrejse, og frygtede, at det var det, der ventede hende. Hendes lærer var chokeret og nervøs. Hun reagerede hurtigt, og kort tid efter holdt skolen et møde med Rumeya om hendes bekymringer. »Hun er bange for at blive giftet væk, og at hun skal til Kenya for at blive mere religiøs. Når hun taler med sin far om disse ting, får hun at vide, at hun skal være muslim, og at hun vil blive smidt ud, hvis hun ikke er det,« fortalte Rumeya på mødet ifølge retsdokumenter. Mødet fik kun alarmklokkerne til at bimle endnu mere, og skolen sendte med det samme en hasteunderretning til kommunen. »Hun ønskede ikke at være muslim længere. Hun vidste, at hun skulle ud at rejse, og hun var bange for at blive efterladt, når de skulle retur,« viser et referat fra en opfølgende samtale med kommunen. »De (forældrene, red.) siger, at hun kommer i helvede, hvis ikke hun vil være muslim,« fremgår det videre. Blev ført bag lyset Få dage efter blev faren indkaldt til et møde, hvor skolen lagde »ALLE kortene på bordet«, viser en e-mail fra retssagen. At Rumeya frygtede, at hun skulle gå i koranskole i Kenya; at hun ville blive tvangsgift; og at hun aldrig igen ville vende hjem til Danmark. Mod skolens forventning var hendes far »meget forstående«, fremgår det af retsdokumenter. »Han sagde, at det var naturligt at blive urolig, når man fik sådanne oplysninger, men de ville deres pige det bedste, og han forsikrede dem om, at de ikke skulle bekymre sig,« står der. På en eller anden måde fik Rumeyas far overbevist skolen og kommunen om, at der ikke var noget at bekymre sig over. »Faderen fortæller, at de skal bo på hotel, besøge venner og på badeferie i 5 uger,« lød det i en mail mellem skolen og kommunen. »Jeg er derfor heller ikke i samme grad bekymret mere, har ønsket dem en god rejse,« fremgår det af samme mailkorrespondance. Frontlinjen bliver svigtet, mener forsker Ifølge islamforsker og lektor Jesper Petersen fra Københavns Universitet er det en stor udfordring for lærere, pædagoger og politibetjente at håndtere sager om mulige genopdragelsesrejser. Selvom indsatsen mod genopdragelsesrejser er blevet styrket i de seneste år, er emnet fortsat »håbløst underbelyst«, mener han, og mange ansatte mangler både viden og redskaber. »Vi svigter de medarbejdere, der står ude i frontlinjen. Og vigtigst af alt, så svigter vi de unge, der bliver sendt på genopdragelsesrejser, når lovgivningen ikke afspejler virkeligheden i de muslimske miljøer,« siger han. Siden 2019 har politiet kun sigtet 21 personer for at stå bag genopdragelsesrejser, mens Udlændingestyrelsen kun har inddraget pas i færre end fem sager forud for en mulig genopdragelsesrejse siden 1. marts 2022. Hendes kram føltes som det sidste nogensinde Da årets sidste lektion var slut, og sommerferien stod for døren, ventede Rumeyas far på hende i bilen sammen med lillebroren, som også skulle med til Kenya. De kørte over til moren, der havde gjort tørklæde og en lang kjole klar til Rumeya. Hendes lillebror fik skjorte på. Det undrede Rumeya, at hun ikke fik tid til at pakke noget af sit eget tøj til turen. Faren skyndede på dem, og det var svært at nå at sige farvel til de andre søskende. »Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle have tørklæde og abaya (traditionel, lang kjole, red.) på. Vi skulle jo bare til Kenya og på ferie,« siger Rumeya. Da de var på vej til at tage afsted, løb Rumeyas lillesøster grædende efter hende. Hun krammede hende og sagde, at hun frygtede, at de aldrig ville se hinanden igen, og at hun ville komme til at savne hende. »Det kram føltes, som om det var sidste gang, at vi skulle se hinanden,« fortæller Rumeya i dag. Selvom 12-årige Rumeya tænkte, at hun burde løbe væk og råbe efter hjælp, så blev hun stående, krammede sin søster farvel og fulgte efter sin far ind i bilen. »Det føltes som liv eller død, men jeg turde ikke gøre noget,« siger hun. Hendes far blev en anden mand på flyet I det sekund, dørene til flyvemaskinen smækkede, ændrede Rumeyas fars ansigt sig, fortæller hun. Hun følte, at han pludselig ignorerede hende. Han overhørte hendes spørgsmål. Og ville ikke svare på, hvornår de var fremme, og hvem de skulle møde på rejsen. »Han opførte sig som en mand, jeg aldrig havde kendt,« siger hun. Hun håbede, at han bare var stresset over rejsen, men der voksede en grim følelse i hende på samme tid. »Min mor og far havde snydt alle – både skolelederen, mine lærere, min bror og mig,« siger hun i dag. Det blev starten på fire og et halvt års mareridt af en genopdragelsesrejse. Rumeyas far har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel. Han afsoner i dag sin straf på 10 års fængsel, men nægtede sig skyldig i retten. Berlingske har været i kontakt med Rumeyas mor, der afviser at have kendt til formålet med rejsen. »Det var ikke min skyld. Jeg er uskyldig. Det var mig, der hjalp med at redde dem ud,« siger hun uden at ville kommentere yderligere. Rumeyas tidligere skoleleder skriver i et skriftligt svar, at sagen berører dem dybt, og at der er konkrete procedurer, når en bekymring for en forestående genopdragelsesrejse opstår. »Når vi står med en bekymring for et barn, gør vi alt, hvad vi kan, for at handle rigtigt,« skriver skolelederen: »Desværre er procedurer ikke en garanti for, at der sker det, der aldrig må ske.« Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) siger, at vi skal gøre »alt for at stoppe genopdragelsesrejser« og fremhæver tidligere initiativer. »Det betyder også, at myndighederne skal blive bedre til at gribe hurtigt ind, når der er mistanke om, at en forælder planlægger en genopdragelsesrejse.« https://www.berlingske.dk/indland/det-var-bare-en-badeferie-sagde-faren-saa-begyndte-fire-aars-mareridt-i